§1 Dansk Epidemiologisk Selskab har til formål at forbedre vilkårene for epidemiologisk udviklingsarbejde ved at:
Arbejde for en tværfaglig præ- og postgraduat uddannelse og forskning inden for epidemiologien.
Fremme det videnskabelige samarbejde mellem selskabets medlemmer.
Femme det videnskabelige samarbejde med andre videnskabelige selskaber.
§2 Som medlemmer optages personer med interesse for epidemiologisk forskning. Selskabet er åbent for alle faggrupper. Indmeldelse sker efter skriftlig motiveret begrundelse til bestyrelsen. Udmeldelse sker skriftligt til kassereren og effektueres førstkommende 01.04. Har et medlem ikke betalt kontingent i to år, betragtes vedkommende som udmeldt. Genoptagelse kan kun ske efter betaling af restancen. Æresmedlemmer af Selskabet er dog fritaget fra at betale kontingent men bibeholder samtlige medlemsrettigheder. Hvis et medlem arbejder åbenlyst mod selskabets interesser, kan vedkommende, efter sagen er forelagt generalforsamlingen, ekskluderes af selskabet.
§3 Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling efter forslag fra bestyrelsen.
§4 Bestyrelsen består af 5 medlemmer samt redaktøren af DESorientering, derudover vælges en suppleant. Valg til bestyrelsen foregår på generalforsamlingen. Formanden vælges direkte af generalforsamlingen, medens næstformand, sekretær og kasserer konstitueres af bestyrelsen. Der tilstræbes en faglig sammensætning af bestyrelsen, så den svarer til andelen blandt medlemmerne. Dog skal mindst et bestyrelsesmedlem komme fra en anden faggruppe end lægerne, og mindst et medlem skal være læge. Såfremt medlemmer ønsker at indsende forslag til de ledige poster, skal forslagene være bestyrelsen i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år af gangen. Genvalg kan ske 2 gange. Valgene sker forskudt så henholdsvis tre og to bestyrelsesmedlemmer er på valg af gangen. I tilfælde af to eller flere kandidater til en ledig post skal afstemningen foregå skriftligt. I tilfælde af vakance på formandspladsen, fungerer næstformanden som formand indtil første ordinære generalforsamling.
§5 Den ordinære generalforsamling vælger to revisorer for to år af gangen. Revisorerne kan genvælges to gange. Valget sker forskudt med et år
§6 Selskabet forpligtes ved underskrift af formand og kasserer i forening.
§7 Selskabet er medlem af Dansk Medicinsk Selskab.
§8 Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle selskabets anliggender og afholdes en gang om året i perioden 01.03-31.12. Den indkaldes skriftligt med dagsorden mindst 14 dage inden afholdelsen. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest en uge før mødet. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Generalforsamlingen afgør alt ved simpel majoritet (se dog paragraf 11). Skriftlig afstemning skal anvendes, hvis ønske herom fremsættes på generalforsamlingen. Stemmeret kan kun udøves ved personligt møde.
Generalforsamlingen skal have følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Formandens beretning.
3. Eventuelle udvalgsberetninger.
4. Indkomne forslag.
5. Regnskab, herunder fastsættelse af kontingent.
6. Valg, med angivelse af hvem der er på valg, om vedkommende kan genvælges samt bestyrelsens forslag til nyvalg.
7. Nedsættelse af udvalg.
8. Eventuelt
§9 Bestyrelsen formulerer selv sin forretningsorden. Der nedsættes udvalg efter behov. Mindst et bestyrelsesmedlem skal være medlem af sådanne udvalg.
§10 Ekstraordinær generalforsamling finder sted såfremt et flertal i bestyrelsen beslutter dette, eller når mindst 25 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen. Begæringen skal indeholde angivelse af, hvad der ønskes behandlet på generalforsamlingen. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest seks uger efter begæringen og indkaldes med mindst 14 dages varsel.
§11 Ændringer i lovene kan ske på enhver generalforsamling, såfremt mindst 1/4 af medlemmerne er til stede og mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Er dette ikke tilfældet, kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Er mindst ¾ af de afgivne stemmer for forslaget, uanset det fremmødte antal medlemmer, er forslaget vedtaget. Forslag til ændringer skal være medlemmerne i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
§12 Selskabets ophør kan kun finde sted efter at være vedtaget på en generalforsamling, på hvis dagsorden emnet har været anført. Før opløsningen er gyldig, skal den godkendes med mindst ¾ af de afgivne stemmer ved en urafstemning blandt selskabets medlemmer. I tilfælde af ophør, fordeles selskabets eventuelle formue i henhold til generalforsamlingens beslutning.
Vedtaget på selskabets generalforsamling d. 12. september 2023